Jordbær & Champagne sild med nye kartofler
Ingredienser (4 pers.):
4-6 fileter sild med Jordbær og Champagne
500 g nye kartofler
8-12 friske grønne asparges
150 g friskbælgede ærter
8-10 friske jordbær
50 g ærteskud
2 spsk. olivenolie
¾ tsk. citronsaft
Salt og peber
Fremgangsmåde:
Skrub kartoflerne og kog dem møre i vand med salt. Lad dem køle af og skær dem i skiver på ca. 1 cm. Knæk den træede ende af de grønne asparges og kassér dem. Skær aspargesene i mindre stykker på skrå á 2 cm. Ærterne bælges, skylles og tørres forsigtigt. Jordbærrene renses, skæres i kvarte og lægges til side. Kartoffelskiver, aspargesstykker, ærter og halvdelen af ærteskuddene blandes. Olivenolie og citronsaft piskes sammen, smages til med salt og friskkværnet peber og vendes let med blandingen.
Anretning:
Blandingen med kartofler og dressing anrettes i glasskåle eller på fad. Sildefileterne skæres i mundrette bidder og placeres på toppen. Der pyntes med resten af ærteskuddene og de friske kvarte jordbær. Servér brød til og evt. et glas boblende champagne.